Hvem er jeg…

Læs mere om min historie på min blog.

Mit navn er Louise, jeg er født i 1979 i Nordjylland og der er så meget jeg har lyst til at fortælle dig om mig. Man kan sætte mange labels på mig, så mange at det kan fylde flere sider, jeg har her nedenfor valgt dem jeg syntes er de vigtigste:

#Mor: Mor til 3 (1 dreng og 2 piger) og bonusmor til 1 pige. Alle er (helt objektivt) skønne og dejlige børn i skolealderen.

#Hustru: (IKKE kone) til Rasmus, der arbejder som skoleleder og vi har været gift siden 070707. Med alle de op- og nedture et samliv bringer med sig.

#Sygeplejerske: Uddannet sygeplejerske i 2004 – og har siden jeg blev uddannet arbejdet med kronisk syge, kræftramte kvinder, psykisk- og socialt udsatte, for tidligt fødte børn og deres forældre og ældre. Så jeg har prøvet lidt af hvert.

#Vidensbegærlig: Jeg syntes det er spændende at fordybe sig. Derfor har jeg taget flere uddannelser efter jeg blev færdig som sygeplejerske. Heriblandt har jeg læst en Master i Sexologi fra Aalborg Universitet samt taget en mindfulnessinstruktør uddannelse. Jeg har altid fundet mennesket meget interessante; kroppen, seksualiteten, sindet, motivation og sundhed.

#Tidligere-stress-ramt: Jeg oplevede i slutning af 2017 at blive ramt af en stress. En fuldstændig forfærdelig periode i mit og min families liv. Jeg var ramt voldsomt både fysisk og kognitivt – havde i en periode svært ved at tale, kunne ikke være sammen med mennesker og kunne slet ikke tænke fra A til B. Men jeg er kommet ud på den anden side klogere på mig selv, på livet og på hvad jeg syntes er vigtigt i livet. Mere om denne historie kan du finde i min blog.

Andre labels kunne være: #hyggemenneske #meditationsafhængig #perfektionist #vindrikker #madelsker #familiemenneske #storesøster #moster #fitnessinstruktør #selvstændig #slåsaltidmeddesidste3kg #livsnyder #planlægningsfreak #listelaver og mange flere.