Lidt mere om mig
Sådan startede det hele
Mit navn er Louise Gorell Mackenhauer – jeg er født i 1979 i Nordjylland. Jeg er vokset op i en helt almindelig kernefamilie med en lillesøster. Mine forældre blev – som så mange andre – skilt, da jeg var 19, og på omtrent samme tid flyttede jeg hjemmefra og begyndte at læse til sygeplejerske.
Jeg mødte min mand Rasmus i 2004, og derefter gik det stærkt; vi flyttede sammen i 2005, blev forlovet 2 måneder senere og fik vores første barn Marius i 2006.
I 2008 kom vores andet barn Elisabeth til verden, og her oplevede jeg den første skelsættende krise i mit liv. Jeg fødte nemlig 5 uger for tidligt, og Elisabeth fik en svær start på livet, og vi var tæt på at miste hende. Det var også en af årsagerne til, at jeg fik en fødselsdepression, som kom i fuldt flor, da hun var ca. 6-7 måneder gammel. Depressionen udløste blandt andet et voldsomt angstanfald midt i Operaen i København. En oplevelse jeg kun har fået genfortalt, men ikke husker særligt meget fra. Med hjælp fra både psykolog, antidepressiv medicin og min skønne og meget hjælpsomme mand, kom jeg ovenpå igen.
Livet gik videre og i 2012 kom vores trejde og sidste barn, Martha, til verden. Med tre børn og skiftende arbejdstider, min mands arbejde og masteruddannelse på RUC og hele familien i Jylland, besluttede vi, at det var tid til at komme tættere på familien. Så vi solgte vores lejlighed på Vesterbro i KBH og flyttede i 2013 “hjem” til Jylland.
Min vej tilbage
Efter en periode med stress – introducerede en af mine veninder mig til mindfulness, og jeg startede på et mindfulnessforløb (MBSR) hos en psykolog i København: Emil Noll. Ni måneder efter var jeg MBSR instruktør og underviser nu andre i mindfulness.
Mindfulness blev min vej tilbage – det at praktiserer det dagligt – nogle perioder i det små, andre perioder mere intenst – er helt fantastisk. Jeg er slet ikke færdig med at udforske, hvad det kan gøre for mit liv og andres. Jeg bliver hele tiden klogere og bruger det nu både bevidst og ubevidst i min hverdag.
Nu er jeg der i mit liv, hvor jeg har startet mig egen virksomhed. Jeg ønsker blandt andet at give andre nøglerne til mindfulness – at hjælpe andre, så de bedre kan være nærværende og tro mod sig selv. At leve det liv man drømmer om og skyde efter stjernerne. At acceptere sig selv og hvile i den man er. At have det forhold og det sexliv man drømmer om – og at lære at være, med det der er.
Måske kan jeg også hjælpe dig på vej mod det liv, du drømmer om?
Jeg arbejder ud fra erfaring
Mit møde med stress
Jeg havde et ret fantastisk job i 2016, som jeg var utroligt glad for, men som jeg måtte forlade efter en hård periode med en masse fyringer, hvor jeg var helt i frontlinjen som arbejdsmiljørepræsentant. Her havde jeg blandt andet en konfrontation med min chef, som udmundede i, at hun tog mig hårdt i armen og holdt mig tilbage i det rum vi var i, med fysisk magt og trusler om diverse ting og sager. Den oplevelse slog mig ud af kurs, og fik mig til (endnu mere) at tvivle på mig selv og min dømmekraft.
Jeg kom på benene igen – for kunne jeg andet som mor til 3 – og fandt hurtigt et nyt job, samt startede på en uddannelse, jeg længe havde drømt om – nemlig at læse en master i sexologi på AAU.
Det nye job, jeg havde fået, banede vejen for, at jeg i 2017 startede som leder på et plejecenter. Det var en mega stor opgave – og til tider rakte mine evner måske ikke helt. Men jeg slap ligesom igennem pga. mine evner til at skabe forandring, motivere, lære fra mig. Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste af mine medarbejdere var glade for mig og trivslen og sygefraværet var også – efter relativt kort tid – et billede herpå.
Det var dog også her, jeg oplevede at blive ramt voldsomt af en stressbelastnings reaktion. Jeg fik efter ca. 7 måneder en ny chef – og det varede ikke længe før vores relation blev både grænse-overskridende, nedværdigende og forfærdelig – jeg oplevede for første gang at være udsat for mobning.
Jeg ramte bunden
I hvert fald gik jeg en dag i sort og blev sygemeldt med stress, og i en meget lang periode kunne jeg ikke overskue noget som helst. Jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker – ikke en gang mine børn og min mand. Jeg kunne ikke køre bil, jeg kunne ikke planlægge selv de mindste ting som at lave mad, eller handle ind.
Nu, hvor jeg står på den anden side, er det svært for mig helt at forstå, hvor dårligt jeg havde det dengang – og det er da også kun pga. den dagbog, jeg gjorde alt for at skrive lidt i en gang imellem, at jeg kan se tilbage på, hvor langt nede jeg faktisk var.
I dag er jeg fyldt op med taknemmelighed over at være her med min familie.
Kærligst
Louise
INSPIRATION, RO, BALANCE, SOLSKIN OG MINDFULNESS … FØLG MED HER:
