MIN HISTORIE

Sådan startede det hele

Mit navn er Louise Gorell Mackenhauer – jeg er født i 1979 i Nordjylland. Jeg er vokset op i en helt almindelig kernefamilie, med en søster der er omkring 5 år yngre end mig. Mine forældre blev skilt da jeg var 19 og på omtrent samme tid flyttede jeg hjemmefra og begyndte at læse til sygeplejerske.

Jeg mødte min mand Rasmus i 2004, og derefter gik det stærkt; vi flyttede sammen i 2005, blev forlovet 2 måneder efter og fik vores første barn Marius i 2006. Vi flyttede til København i 2006 og blev gift 07.07.07.

Vi fik Elisabeth i 2008 og her mødte jeg, måske for første gang i mit liv mit livs nedtur. Jeg fødte nemlig 5 uger for tidligt, og Elisabeth fik en lidt svær start på livet, faktisk var vi tæt på at miste hende på et tidspunkt. Dette resulterede i, at jeg fik en fødselsdepression som kom i fuldt flor da hun var ca. 6-7 måneder gammel, blandt andet udløste depressionen et voldsomt angstanfald midt i Operaen i København. En oplevelse jeg kun har fået genfortalt, men desværre ikke husker særligt meget fra.

Ved hjælp at psykologtimer, antidepressivmedicin og min skønne og meget hjælpsomme mand, kom jeg ovenpå igen. Livet gik videre og i 2012 kom Martha til verden. Med 3 børn og skiftende arbejdstider, Rasmus’ arbejde og masteruddannelse på RUC OG hele familien i Jylland, besluttede vi, at det var tid at komme tættere på familien. Så vi solgte vores lejlighed på Vesterbro og flyttede i 2013 tilbage til Jylland

Mit møde med stress

Jeg havde et ret fantastisk job i 2016, som jeg var utroligt glad for, men som jeg måtte forlade efter en hård periode med en masse fyringer, hvor jeg var helt i frontlinjen som arbejdsmiljørepræsentant. Her havde jeg blandt andet et skænderi med min chef, som udmundede i, at hun tog mig hårdt i armen og holdt mig tilbage i rummet med fysisk magt og trusler om diverse ting og sager. Denne oplevelse slog mig lidt ud af kurs og fik mig til (endnu mere) at tvivle på mig selv og min dømmekraft. Jeg kom dog på benene igen – for kunne jeg andet som mor til 3 – og fandt et nyt job, samt startede på en uddannelse jeg længe havde drømt om – nemlig at læse en master i sexologi på AAU.

Det nye job jeg havde fået, banede vejen for at jeg i 2017 startede med at arbejde som leder på et plejecenter. Det var en mega stor opgave – og måske til tider rakte mine evner ikke helt. Men jeg slap ligesom igennem pga. mine evner til at skabe forandring, motivere, lære fra mig og nok også til dels mit positive sind samt min evner til at være der for andre. Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste af mine medarbejdere var glade for mig og trivslen og sygefraværet var også – efter relativt kort tid – et billede herpå.

Men her fik jeg næste og meget afgørende møde med stress. Det der så skete var, at jeg fik en ny chef – og det varede ikke længe før vores relation blev både grænseoverskridende, nedværdigende og forfærdelig – jeg blev simpelthen udsat for mobning af min nye chef.

.

Jeg ramte bunden

I hvert fald gik jeg en dag i sort og blev sygemeldt med stress, og i en meget lang periode ikke kunne overskue noget som helst. Jeg kunne ikke være sammen med andre mennesker – ikke en gang mine børn og min mand – jeg kunne ikke køre bil, jeg kunne ikke planlægge selv de mindste ting som at lave mad, eller handle ind.

Nu når jeg står på den anden side er det faktisk svært for mig helt at forstå hvor dårligt jeg havde det den gang – og det er da også kun pga. den dagbog, jeg gjorde alt for at skrive lidt i en gang imellem, at jeg kan se hvor langt nede jeg var. Jeg havde det virkelig dårligt.

Jeg husker egentlig ikke konkrete ting fra tiden men der er 3 ting som står helt klart frem når jeg tænker tilbage:

  1. Jeg kunne ikke se andre mennesker i øjnene og det var virkelig svært for mig.
  2. Jeg havde konstant dårlig samvittighed overfor mine børn og min mand.
  3. De mennesker jeg havde var meget delte – der var dem som mente de støttede mig bedst ved at skubbe, opfordre og planlægge ting for mig og som var meget insisteren på ting jeg burde og skulle – i aller bedste mening. Og så var der dem der lod mig være hvor jeg var og som turde være der sammen med mig.

Jeg tror ikke at det kommer som nogen overraskelse for dig hvad der virkede bedst for mig den gang. Jeg havde simpelthen bare brug for at være – at være lige der hvor jeg var – i alt det grimme – i alt det uoverskuelige – og jeg havde brug for ikke at være der alene.

Min vej tilbage

Efter lidt tid – da jeg stille og roligt begynde at kunne komme lidt ud – så introducerede en af mine veninder mig til mindfulness. Og jeg startede på et mindfulnessforløb (MBSR) hos en psykolog i København: Emil Noll. Og 9 måneder efter var jeg MBSR instruktør og underviser nu andre i mindfulness.

Mindfulness blev min vej tilbage – det at praktiserer det dagligt – nogle perioder i det små, andre perioder mere intenst – er helt fantastisk. Og jeg er slet ikke færdig med at udforske hvad det kan gøre for mit liv – hvad det kan hjælpe mig med. Jeg bliver hele tiden klogere og bruger det nu både bevidst og ubevidst i min hverdag.

Nu er jeg der i mit liv hvor jeg har startet mig egen virksomhed – den bliver langsomt med sikkert bygget op. Det handler blandt andet om at lære andre nøglerne til mindfulness – og at være nærværende og tro mod sig selv. At leve det liv man drømmer om og skyde efter stjernerne. At være den bedste udgave af sig selv. At have det forhold og det sexliv man drømmer om – og at lære at være, med det der er. Måske kan jeg også hjælpe dig på vej mod det liv du drømmer om?

.