stress, sad

Min krop gav op

D. 28/10-2017 blev en skelsættende dato for mig. Datoen hvor jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne mere – jeg måtte sygemelde mig. Jeg havde ikke noget valg – hele min krop sagde fra – og jeg var nødt til at lytte. Jeg havde så mange mavesmerter, at jeg knap kunne stå oprejst, jeg havde hovedpine, der kom i voldsomme bølger, jeg havde konstant hjertebanken og voldsomme svedturer, der kunne blive så voldsomme, at jeg begyndte at ryste. Den fysiske reaktion var voldsom og overvældende, men det værste var mit hoved – mine tanker… Tanker jeg ikke kunne styre, tanker, som til sidst var helt usammenhængende, og som holdt mig vågen om natten. Et virvar af tanker, der overdøvede stemmer fra mennesker omkring mig, der faktisk talte til mig – fx mine børn… Jeg kunne ikke høre mine børn.

Denne morgen vågnede jeg op og kunne simpelthen ikke komme ud af sengen – jeg kunne kun græde – græde og folde mig sammen som en kugle i min seng med min dyne over hovedet. Jeg havde ikke noget valg, jeg var nødt til at sygemelde mig. Min grænse var nået, og jeg kunne ikke mere!

Dette er min historie – en historie, som jeg vil dele med dig over de næste blogindlæg.

Min baggrund

For at du helt er med, må jeg nok hellere starte ved begyndelsen og fortælle dig lidt om mig og mit liv. Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som dette siden 2004 afbrudt af mine tre barsler. Jeg har arbejdet skiftende vagter, hver anden weekend, på nedsat tid, på fuld tid og senest blev jeg leder på et plejehjem med +40 timers arbejde og 10 timers transport om ugen. Jeg har de seneste 5 år taget 3 uddannelser: kostvejleder, diplommodul i rehabilitering og en Master i sexologi. Min mand har siden vi mødte hinanden været udsendt i 4 måneder, været på våbeninspektioner i forskellige lande og taget ikke mindre end 3 lange uddannelser; Sprogofficer i russisk, Kaptajn-uddannelsen på officerskolen og en Master i Organisationspsykologi. Nu er han skoleleder på en folkeskole og arbejder, lige som jeg gjorde, 40+ timer med og 7+ timer transport om ugen. Vores børn er 15, 12, 10 og 6 år gamle.

Som beskrevet ovenfor, stod jeg tilbage i oktober 2017 pludselig ved en skillevej, som fik betydning for alt det, der er sket det sidste år, og alt det der kommer til at ske i fremtiden – ikke kun i forhold til mit arbejdsliv men også for mig som menneske, for mine børn, for min mand og resten af min familie. Jeg blev ramt af en belastningsreaktion efter en lang periode med et højt stressniveau.

Sammenbruddet

Jeg kunne godt mærke, at det kom snigende… selvfølgelig kunne jeg det! Men jeg ignorerede stemmen – stemmen der fortalte mig, at det ikke gik… at kravene var for store, at de var urimeligt store. Både de krav, som jeg stillede til mig selv, men også de krav, der blev stillet til mig udefra. Jeg måtte gå for meget på kompromis med for mange ting, hele tiden. Jeg måtte gå på kompromis med mine egne overbevisninger – min egen etik og moral. Både professionelt og privat. Og fordi jeg ikke lyttede til min krop – den indre stemme, der desperat prøvede at fortælle mig, at jeg skulle stoppe og op og mærke efter – mærke efter, hvad der virkelig betød noget – så gik det helt galt.

En fredag kørte jeg hjem fra arbejdet. Jeg havde netop afsluttet et stort projekt og var egentlig lettet – men på vejen hjem gik alt pludselig i sort, og min verden kollapsede. Jeg kunne ikke fokusere på vejen… Jeg kunne ikke trække vejret… Jeg havde så mange mavesmerter at det sortnede for mine øjne. Det føltes som en evighed, førend det lykkedes mig at komme hjem! Jeg græd, jeg skreg, jeg slog i rettet, nappede mig selv for at mærke min krop og slog mig selv på kinderne for at kunne se ud af mine øjne. Men det hjalp ikke meget. Men hjem kom jeg, selv om jeg helt sikkert ikke skulle være kørt en centimeter længere efter sammenbruddet. Jeg giver hermed en undskyldning til alle, jeg mødte på min vej den dag.

Da jeg mistede mig selv

Jeg græd… Jeg lå under min dyne i min seng og græd. Min hjerne føltes som om den havde været i en blender. Jeg kunne ikke tænke en eneste tanke til ende… der skete 10.000 og ingenting på samme tid. Jeg havde følelsen af at miste mig selv – at miste mine grænser og flyde ud i ingenting. Det er en af de mest skræmmende oplevelser jeg nogensinde har haft. Jeg ville hellere være landet midt i en zombiefilm end at prøve det igen.

Jeg husker ikke meget fra de næste dage. Jeg husker bare, at jeg ikke kunne noget; kun græde, sove eller råbe i afmagt af verden omkring mig. Jeg kunne ikke rumme at være sammen med nogen… end ikke mine børn! Og jeg kunne ikke holde mig selv ud. Jeg følte det, som om jeg var i frit fald. Alle lyde var forstørkede, men jeg kunne ikke bearbejde dem. Og jeg kunne ikke overskue de mest dagligdags rutiner som at tage et bad, tage tøj på, spise osv. Jeg glemte de mest dagligdags ord, byttede om på den og kunne i det hele taget ikke tale sammenhængende og forståeligt.

Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Var jeg ved at blive sindssyg?

Fortsættelse følger…

lev1sundtliv.dk

About lev1sundtliv.dk